Back to All Events

FUCKUP med René Sascha Johannsen

  • æ’ Redningshus 158 Ørhagevej 7700 Thisted Denmark (map)

FUCKUP med René Sascha Johannsen

Klitmøller Kultur inviterer til film & talk med filminstruktør og fotograf, René Sascha Johannsen.

René Sascha deler sine vigtigste FUCKUP’s fra 20 år i film- og tv-branchen. Dokumentaren, 7 YEARS OF LUKAS GRAHAM er Renés seneste værk. Herudover er hans CV plastret til med stjernespækkede samarbejder såsom Kendrick Lamar, Oh Land, Bjarke Ingels, L.O.C., Suspekt, Angora Drengene, Peter Falktoft og Esben Bjerre, Tobias Dybvad, Nikolaj Stokholm, Kanye West, Simon Jul og Mads Brügger.

De to sidstnævnte har René arbejdet tæt sammen med i forbindelse med tilblivelsen af Mads Brüggers dokumentar, DET RØDE KAPEL, som René både fotograferede og klippede. At drage på optagelse med et satirisk portræt af Nordkorea -en af verdens mest ondskabsfulde diktaturstater - er med livet som indsats. Fucker man op, risikerer man at skulle tilbringe resten af sit liv i et nordkoreansk fængsel eller i en arbejdslejr.

Med udgangspunkt i sit arbejde på DET RØDE KAPEL og de fuck ups, der skete undervejs på optagelserne, tager René os med på en underholdende rejse gennem uudgivne fuck ups på udvalgte projekter; bl.a. Lukas Graham, der får et skateboard i hovedet, en ruteændrende diskussion med Peter Falktoft og Esben Bjerre og René på usikker grund med et kamera i en amerikansk ghetto.

Renés talk gør samtidig op med perfekthedskulturen skabt af idéen om, at det ikke er ok at fejle. Og samtidig bliver FUCKUP et eksempel på, at man godt kan DIY-klare sig gennem erhvervslivet uden en koordineret uddannelse.

Program:
Kl.14.00-15.30: Visning af DET RØDE KAPEL
Kl.15.30-15.45: Pause
Kl.15.45-17.00: Talk v/René inkl spørgsmål

Der er mulighed for at købe snacks og drikkevarer på dagen.

Om René Sascha Johannsen:

René er selvlært filminstruktør og fotograf. Han kom trods adskillelige forsøg aldrig ind på Den Danske Filmskole. Det fuckup har mevirket til, at han har arbejdet sig op i en branche, som gennem 00’erne og 10’erne har været i en rivende udvikling, og hvor man konstant skal være sulten efter at udvikle og dygtiggøre sig.

Renés arbejde har bragt ham langt udover den vestlige verdens grænser. Haiti, Gaza, Tunesien, Norkorea, Kina, Zambia og Sibirien er på listen over de til tider bizarre locations, som kameralinsen har bragt ham til. Han er for nyligt hjemvendt til DK efter 9 års base fordelt mellem New York og Los Angeles.

Om DET RØDE KAPEL:

'Rote Kapelle' var en kommunistisk spioncelle, der opererede i Nazityskland, og referencen er ikke til at tage fejl af, når man ser teatertruppen, 'Det røde kapel' folde sit repertoire ud. Filmen giver os svaret på, hvad der sker, når to skandinavisk-koreanske komikere rejser til Nordkorea for at opføre absurdteater. Mads Brügger tager tilskueren med på en rejse ind i det lukkede, nordkoreanske diktatur, hvor general Kim Jong Il regerede de godt 23 millioner indbyggere med jernhånd. Sult, brudte menneskerettigheder og - i følge FN - misbrug og drab af handicappede børn er blot en del af landets historie. Ind i dette inferno af undertrykkelse og censur rejser komikeren Simon Jul og hans makker Jacob Nossel, der som 18-årig og handicappet lige er trådt ind i stand-up'ens rampelys. Rejsen bliver et gensyn med en fjern verden for Simon og Jakob, der begge er adopteret fra Korea, men som ikke har besøgt landet siden de blev bragt til Danmark som nyfødte. Filmen beskriver det underholdende og ofte bizarre møde mellem de nordkoreanske værter og teatertruppen fra 'Det Røde Kapel' og er et unikt Østen-møder-Vesten-møder-Østen-studie af alternativ kulturudveksling i en moderne verden.

DET RØDE KAPEL trailer

 
 
Earlier Event: November 3
Forfattersamtale - Lærke Kløvedal
Later Event: January 28
Børne biffen